Akupunktur til dig, der er gravid?

Akupunktur til gravide
Akupunktur til gravide

Akupunktur er uden bivirkninger og uden risiko for dit barn. Derfor er det en god og blid behandlingsform både før, under og efter en graviditet.

 

Nålene kan blandt andet hjælpe din krop med at blive klar til fødslen. Den kan få babyer til at lægge sig bedre til rette i bækkenet, afstresse dit system og støtte dig og din krop i den rejse, en graviditet er.

 

Graviditetsgener

Akupunktur kan blandt andet afhjælpe kvalme, kløe, bækkenløsning og bækkensmerter, blærebetændelse, træthed, væske i kroppen, karpaltunnel syndrom, hæmorider, forstoppelse, halsbrand, hovedpine, migræne, allergi og svimmelhed. 

 

Fødselsforberedende akupunktur

Studier viser, at fødselsforberedende akupunktur fra uge 36/37 og frem til termin kan give kortere fødsler. Akupunkturen forbereder både din krop og psyke på den kommende fødsel. Desuden er der evidens for, at akupunktur og moxa, kan være med til at vende baby, hvis han/hun ligger med numsen ned. 

 

Modning til fødsel

Hvis du er gået over termin, kan akupunktur hjælpe fødslen i gang, enten som alternativ for, eller som supplement til den medicinske igangsættelse, du bliver tilbudt på sygehuset. Jeg tilbyder desuden hindeløsning, hvis du er 40+0 og alle forhold taler for, at det er en fornuftig plan.

 

Hvis det giver mening for dig, kan vi kombinere akupunkturen/hindeløsning med rebozo-øvelser, som du og din partner kan fortsætte med i hjemmet. Læs mere her.

 

Efter fødslen

Hvis mælken ikke vil løbe til, hvis du har brystbetændelse eller ikke har mælk nok, kan akupunktur hjælpe.  Den kan også bruges, hvis du bliver ved med at bløde, er meget træt eller har smerter i nakke, skuldre eller lænd. Desuden er akupunktur en god behandlingsform til dig, der har haft en svær fødsel, måske endda traumatisk fødsel, som fylder for dig og din partner. 

 

Fødselsangst

Jeg har en stor interesse for de kvinder, der er nervøse eller ligefrem angste for den forestående fødsel. Det kan både være dig, der har født før, og som har en traumatisk oplevelse med sig, eller dig, der ikke har født før, men som er nervøs for, hvordan det kommer til at gå. Jeg mener der er rigtig meget man kan gøre, med en god fødselsplan, samtale og akupunktur og KST behandlinger.

 

Med samtalen og planen, kan vi skabe tryghed og overblik, der er let at videreformidle til den jordemoder I skal føde med. Med akupunkturen og KST behandlingerne kan vi arbejde med det der sidder fysisk og mentalt i kroppen fra tidligere oplevelser, hvad end det måtte være for lige netop dig. Samtale og behandling er en rigtig god kombination, der øger dine forudsætninger for, at få en god fødsel.