Hindeløsning

Jeg tilbyder hindeløsning fra uge 40+0 hvis alle forhold taler for, at det er en god ide at gøre. Du kan læse mere om igangsættelse af fødslen her.

 

Men, hvad er en hindeløsning så? Jo, det er en form for massage af din livmoderhals. Jordemoderen undersøger hvor åben du er, og hvis du er så åben, så hun kan få minimum en finger ind i din livmoderhals, kan man som oftest lave en hindeløsning. Grunden til, at det hedder en hindeløsning er, at man masserer mellem fosterhinderne og livmoderhalsen/indersiden af livmoderen. Det kan godt være ømt, og nogle syntes det er direkte smertefuldt at få gjort. Mange oplever dog, at det ikke er slemt, når det bliver gjort stille og roligt, i dit tempo og med en god vejrtrækning. Jeg er altid opmærksom på, at det er noget vi gør sammen, du giver mig lov, og siger start og stop. På den måde, er det dig, der bestemmer tempoet. 

 

En hindeløsning kan være med til at sætte skub i fødslen, men der er ingen garantier. Nogle gange giver det blot nogle ubehagelige plukkeveer, der ikke fører til mere. På nogle sygehuse tilbyder din jordemoder dig hindeløsning, på andre gør man ikke.