Jeg tilbyder hindeløsning fra uge 40+0 hvis alle forhold taler for, at det er en god ide at gøre. Det kræver, at din graviditet er forløbet uden komplikationer og at din baby vender med hovedet ned. Du skal mærke masser af liv og at jeg skal kunne lytte en tilfredsstillende hjertelyd.
Når du kommer her første gang taler vi om hvordan du har det, hvordan graviditeten er forløbet og kort om dine tanker om fødslen. Jeg mærker på din mave og lytter en hjertelyde inden jeg laver hindeløsningen.
Når jeg undersøger dig, vurderer jeg også, om det fagligt giver mening at lave en hindeløsning. Er du ikke moden nok, vil det med stor sandsynlighed ikke have den ønskede effekt, og så laver jeg ikke en hindeløsning.
Der er studier der viser, at der ikke er evidens for hindeløsning hvis du er førstegangsfødende. Jeg laver gerne hindeløsninger på førstegangsfødende, hvis det giver faglig mening.
En hindeløsning er en form for massage af din livmoderhals. Jeg undersøger hvor åben du er, og hvis du er så åben, så jeg kan få minimum en finger ind i din livmoderhals, kan jeg som oftest lave en hindeløsning. Grunden til, at det hedder en hindeløsning er, at man masserer mellem fosterhinderne og livmoderhalsen/indersiden af livmoderen.
Det kan godt være ømt at få lavet en hindeløsning, og nogle syntes det er direkte smertefuldt. Mange oplever dog, at det ikke er slemt, når det bliver gjort stille og roligt, i dit tempo og med en god vejrtrækning. Jeg er altid opmærksom på, at det er noget vi gør sammen, du giver mig lov, og siger start og stop. På den måde, er det dig, der bestemmer tempoet.
En hindeløsning kan være med til at sætte skub i fødslen, men der er ingen garantier. Nogle gange giver det blot nogle ubehagelige plukkeveer og en dårlig nats søvn. Ofte anbefaler jeg, at man kombinerer hindeløsningen med en modningsbehandling med akupunktur, da det øger chancerne for, at du går i fødsel.
Du kan læse om fødselsmodning her.